RikkeogCasper.dk

23. til 27. april: Efter en forsinkelse på 4 dage pga. askeskyen kom vi endelig af sted på vores bryllupsrejse. Vi fløj over London og Johannesburg og landede i Windhoek, Namibias hovedstad, om eftermiddagen. Efter et par timers diskussion om lejebil med Avis kom vi af sted i den meget dyre 4-hjulstrækker til det lille bed and breakfast, hvor vi skulle bo to nætter. Efter 11 timers søvn brugt vi næste dag på indkøb af mad og kølekuffert og på at fornemme den lidt pudsige by. Den bestod af en masse malls og et mylder af mennesker lørdag formiddag, som forsvandt som dug fra solen, da butikkerne lukkede. Om søndagen d. 25 kørte vi mod Sesriem over Spreetshoogte Pass. Det var en meget smuk og ”spændende” grusvej, som (viste det sig) stort set alle veje i Namibia. Vi nåede Desert Camp om eftermiddagen og slappede af ved vores "telt" i skyggen (det var 30 grader) og med grill om aftenen. Om aftenen blæste det op og hele teltet rystede. Rikke sov dårligt, men Casper sov dejligt…. Faktisk så dybt og roligt, at Rikke troede han var død. Næste dag tjekkede vi tidligt ind på vores luksuslodge, Sossou Dune, og kørte efterfølgende ud til Dune 45, som vi gik op ad. Efter frokost kørte vi af sted til Sossouvlei. Efter 60 km stoppede asfaltvejen og de 5 sidste kilometer var af 4x4 sandvej. Vi nåede ca. to kilometer derudaf inden bilen satte sig fast i sandet. Casper gravede og kæmpede for at få bilen fri, mens Rikke så fortabt til og var overbevidst om, at der skulle et bæltekøretøj til at få den fri, og at vi nu måtte sove i ørkenen i stedet for i den dyre lækre luksushytte. Til alt held kom der en erfaren sandkøre forbi efter ca. halvanden time… Han vidste lige, hvor meget dækkende skulle piftes, og hvordan bilen skulle skubbes, og helt utroligt kom vi fri. Det var heldigt, særligt da det gik op for os, at det var den sidste bil på vej til Sossouvlei inden lukketid, og hvis ikke den var kommet, havde vi måtte overnatte i ørkenen. Vi fortsatte ikke ud af sandvejen til Sossouvlei, men kørte direkte tilbage til asfaltvejen, til stor skuffelse for Casper. Det kan oplyses, at vi sov dejligt i vores luksushytte, og Rikke vågnede kun en gang, da hun troede, der stod en mand ude foran vinduet, men det var bare ventilatoren.

27. til 29. april: Tirsdag d. 27. ankom vi til Swakopmund, en mærkelig tyskinspireret by ved kysten, hvor det var ret koldt. Næste dag kørte vi af sted langs Skeleton Coast, hvor turen var seværdigheden i sig selv. Kysten var smuk på sin egen meget barske måde med vekslende golde landskaber, dog afbrudt enkelte steder af små bitte oaser med frodige vandhuller, hvor springbok og gemsbok græssede. På vejen stoppede vi ved Cape Cross Seal Reserve, et reservat med tusindvis af sæler, der larmede og lugtede, men også var meget fascinerende. Vi stoppede også ved et af de mange skibsvrag, der i tidens løb er skyllet op på stranden. Sidst på eftermiddagen nåede vi Terrace Bay, den eneste civilisation så langt oppe af kysten. Her kommer stort set ikke andre end sydafrikanske lystfiskere og tossede dansker. Der var heller ikke prangende luksuriøst, men da vi ankom, fik vi fortalt den søde receptionist (der havde svært ved at forstå, at Casper havde taget sin nye kone med derud og ikke på shopping), at vi var på bryllupsrejse, og da vi kom til restauranten om aftenen, havde hun sørget for fin borddækning med hvid dug, lys, blomster og med sand var der skrevet ”to mr. and mrs. Casper. Have a wonderful marriage”. Det var hele turen værd. Næste morgen gik turen væk fra kysten og ind i landet til Otjiwarongo, hvor vi skulle købe forsyninger. Der var heller ikke meget andet at lave i den byen, og det mest ophidsende vi oplevede her, var et kæmpe regnskyl, som fik vandet til at flyde i gaderne.

30. april til 5. maj: Så blev det endelig tid til turens første safaripark, Etosha. De første to nætter boede vi i Okaukuejo, den bedste lejr, i den bedste hytte…. Vi opgraderet til luksus med udsigt ud over vandhullet. Tiden gik med køreture (hvor vi blandt andet så løver 3 gange), spisning i ”buffet-style” restauranten (var med i prisen, når man boede i luksushytte) og ikke mindst dyrespotning på balkonen med kølig hvidvin først på aftenen og tæpper først på natten. Vi så sort næsehorn hver aften, og de er meget sjældne. Noget af den ene dag gik desværre også med at få et nyt dæk til bilen, hvor vi måtte køre 110 km til det nærmeste værksted. Den tredje nat boede vi i Halali, som ligger længere inde i parken. Vi skulle have boet her i to dage, men det var en skodlejr, hvor vi stort set ikke så nogle dyr omkring, så vi lavede lidt om på bookingerne. Det betød, at vi boede fjerde nat i lejren Namutoni og sidste nat i Okaukuejo igen, denne gang dog kun i den næst-bedste hytte (hvilket også var alle pengene værd). Omkring Namutoni var der rimelig mange dyr, bl.a. mange giraffer. I Okaukuejo så vi igen sort næsehorn den sidste aften, hele 4 stk. ved vandhullet.

7. til 10. maj: Egentlig mangler vi billeddokumentation for 5. og 6. maj. Her havde vi køredage samt praktiske dage, hvor vi bl.a. fik handlet og byttet bil (længere historie!). Efter at have overnattet på et lille lodge midt i ingenting kørte vi den 7. maj mod Kalahari, dvs. faktisk ind i Sydafrika. Nationalparken hedder Kgalahari Transfortier Park og vi boede i Honeymoon-teltet i tented camp, ligesom da vi var der første gang i 2008. Og teltet var stadig fantastisk…. Der var endda kommet en dør, så Rikke ikke skulle være urolig for, om slangerne kunne komme ind under teltdugen. Vi nød dagene i ørknen med køreture og vildspotning samt hygge om aftenen med grillen. Vi så for første gang geparder – tre styk der jagede springbok den ene dag og de samme tre plus tre andre den sidste dag. Vi så også løver, men kun en gang, hvor sidst vi var der, så løver mange gange. En af aftnerne så vi en hyæne to meter fra vores terrasse. Desværre nåede vi ikke at tage billede…. Og ved heller ikke, om vi helt turde bruge blitz så tæt på et rovdyr.

10. til 13. maj: 200 meter efter vi havde forladt grusvejen i Kgalahari Transfortier Park får vi et kæmpe stenslag i ruden. Det var så stort, at vi måtte ringe til Avis i Upington får at finde ud af, om vi enten kunne få en ny bil eller en ny rude. Det blev en ny rude, som først kunne sættes i næste dag. Om aftnen hyggede vi i Upington på restaurant Le Must, en gammel og god kending fra vores sidste besøg i byen. Hele næste formiddag gik med at vente på bilen, men i mellemtiden fik vi arrangeret overnatning til de 4 dage, som vi manglede, og booket flybilletter fra Cape Town til Johannesburg. Pga. askeskyen havde vi nemlig fået rykket de dage, vi mistede i starten af turen i Botswana, til sidst i maj, men det betød, at vi fik nogle ekstra dage i Cape Town. Over middag gik turen mod Tankwa nationalpark. Det gik derudaf i starten på fine asfaltsveje, men desværre var den sidste del af turen af grusveje, hvilket blev en smattet omgang pga. et frygteligt regnvejr. Heldigvis havde vi fået receptionen til at vente på os, så vi kunne komme ind efter lukketid, for det var umuligt at køre stærkt. Da vi ankom til vores hytte i Tankwa var det mørkt…. Og det var en ret speciel oplevelse, da det var en hytte uden elektricitet. Vi måtte i gang med at tænde olielamper og kamin og gætte os til, hvordan hytten så ud. Vi kunne dog have været ganske rolige, for næste dag viste det sig at være en yderst charmerende hytte. Vores dag i Tankwa brugte vi til ren afslapning, bl.a. med løbetur og hyggelig grill, som nøje blev overvåget af en ”vildkat”, der lignede Garfield.

13. til 16. maj: Sidst vi var i Sydafrika boede vi i vinområdet omkring Stellenbosch, så denne gang ville vi prøve noget nyt. Vi boede derfor i Franschhoek, ”Det franske hjørne”, som er en gammel fransk bosættelse, hvor der også dyrkes vin i stor stil. Vi boede i en lejlighed og stod derfor selv for mad det meste af tiden og fik brugt godt af de lokale råvare og ikke mindst lokale vine. Vi var dog også ude og spise fint en enkel aften. Vi var på Le Quartier Francais, en meget anmelderrost gourmet restaurant, hvor vi besøgte the tasting room og fik ikke mindre end 8 retter, nogle mere fantasifulde end andre. Dagene brugt vi på at besøge vingårde og smage vine. Vi har taget billede af et par af de steder, vi besøgte, hvor særligt Stony Brook er værd at huske.

16. til 20. maj: Efter de hårde dage med vinsmagning var det tid til storbysafslapning i Cape Town. Vi ankom tidligt til Derwent House, vores lille hyggelige hotel, hvor vi fik en lille lejlighed med stue, køkken og dejlig altan. Vejret var helt perfekt, ca. 20 grader. Første dag brugt vi på at udforske nærområdet. Dag to tog vi til Table Mountain. Vi gik op til kabelbanen, hvilket egentlig gik forholdsvis smertefrit (det var først de efterfølgende dage, vi fik ondt i ballerne). Efter at have nydt den smukke udsigt fra bjerget tog vi tilbage til hotellet, og om eftermiddagen fik vi thaimassage. Dag 3 kørte vi ud til vestkysten, ind over landet og videre til østkysten. Her så vi pingviner. Efterfølgende kørte vil til Avis og fik vores tredje lejebil, en lidt billigere model, da der ikke var behov for firhjulstrækker mere…. Selv om Casper brokkede sig over at Toyota’en ikke helt kunne klare bakkerne i Cape Town. Dag 4 var shopping dag – Jahhh, den første på hele turen. Her købte vi vores springbok skind, men ikke meget andet. Til gengæld nød vi atmosfæren på Waterfront og kørte forbi det nye fodboldstadium.

20. til 21. maj: På vores sidste tur til Sydafrika var vi på Cape Point, så denne gang besluttede vi os til at tage ud til ”den rigtige” sydligste spids, Cape Agulhas, hvor det Indiske Ocean møder Atlanterhavet. På vejen så vi ”det rigtige” Sydafrika fra motorvejen, hvor det ene township lå efter det andet. Vi besøgte også Afrikaanernes pensionist paradis, Hermanus. Ved Cape Agulhas boede vi på et lille guesthaus, hvorfra vi gik ud til den sydligste spids om eftermiddagen. Om aftenen fik vi fin mad, som ”mutter” selv havde lavet, men som bestemt smagte mere gourmetagtigt end en mutter normalt laver.

22 til 26. maj: Fra Cape Town fløj vi til Johannesburg og efter en enkel overnatning her, fløj vi den 22. maj til Botswana, nærmere bestemt Maun, som er ”udgangspunktet” for ture i Okavanga-deltaet. Vi fløj videre fra Maun med et lille fly og blev sat af på savannen, hvor vi blev hentet af Jacob, som skulle være vores guide de næste tre dage. Vores lejr hed Kwara Camp og den lå placeret, så man var tæt på deltaet og kunne opleve vandet fra båd, men samtidig havde mulighed for køreture på savannen. Der var tolv telte i campen, og de lå spredt rundt om ”hovedteltet”, hvor alle måltider blev indtaget. Der var intet hegn rundt om lejren, så efter mørkets frembrud måtte vi ikke selv færdes mellem vores telt og hovedteltet, uden en guide var med. Det var meget spændende, specielt da der luskede en halvsyg løve rundt omkring lejren og brølede om natten. Der var et ret fast program i campen. Man stod op ved solopgang, ca. kl. 6.00 og efter kaffe og muffins var det af sted på morgentur. Ved 11-tiden var man hjemme igen til brunch og efter siesta og eftermiddagsthe, dvs. ca. kl. 16 var det af sted på solnedgangstur, hvor der var sun-down’ers under åben himmel på savannen. Ved 19.30 var man hjemme igen og fik aftensmad og efter lidt aftenhygge var det i seng, så man var frisk til den tidlige tur næste morgen. Om eftermiddagen den dag vi kom, var vi på en køretur, hvor vi fik en fornemmelse af landet omkring lejren. Vi fik set flodheste, antiloper af forskellig art og fik drink og så solnedgang. Næste dag tilbragte vi med ”vandaktiviteter”. Om morgnen var vi på tur med mekoro, en lille kajakart. Vi sejlede til en ø, hvor vi gik en tur og så giraffer og elefanter. Om eftermiddagen sejlede vi med en større båd og kom lidt længere ind i deltaet. Det var en meget smuk tur og til trods for, at man siger, at det er sjældent, man ser mange dyr på sådan en tur, så vi både flodhest og elefant. På vores tredje dag tog vi de klassiske køreture morgen og eftermiddag/aften. Vi fik dog en lille ekstra tur under siestaen, da vores spejder fandt en leopard. Den havde han ledt efter hele morgnen, da Casper havde givet udtryk for, at han meget gerne ville se en. Men derudover så vi både løver og geparder på vores ture denne dag. Sidste dag var stille og rolig med en køretur om morgnen og med afgang til Maun igen med det lille fly om eftermiddagen. Vores sidste nat på vores bryllupsrejse tilbragte vi på et lille lodge lige uden for Maun. Her var der tilhørende jorde, hvor man kunne gå tur og se ”game”, bl.a. zebra, springbok, gemsbok samt eland, afrikas største antilopeart. Der blev dog også tid til at nyde, at vi havde fået brudesuite’en, med karbad og champagne.