USA 2013
Vores USA tur startede i Texas, hvor Casper havde været en lille uges tid og arbejdet inden Rikke ankom. Houston var mest outlet shopping, hvorefter turen gik til San Antonio, hvor vi gik i turist mode og så the Alamo samt gik tur langs den Tivoliagtige kanal. Efter Texas kørte vi til New Mexico, hvor vi overnattede tæt på den mexicanske grænse den første nat, i Alburquerque den anden og i Santa Fe den sidste nat. Vi så bl.a. Georgia O'keefe museet samt oplevede ballon festivalen i Alburquerque. Og så fik vi naturligvis en masse god mexi-mad. Efter New Mexico kørte vi til Arizona, hvor vi på turens syvende dag overnattede i det smukke Sedona. Det blev til en masse flotte billeder fra vores terrasse på hotellet samt en smuk køretur rundt i omegnen. Og der var naturligvis også tid til et godt måltid mad på det lokale bryggeri. Vi var så heldige, at Grand Canyon åbnede op efter government shutdown dagen inden vi havde planlagt at komme. Vi fik derfor en rigtig fin tur med meget få turister. Vi kørte fra Flafstaff tidligt om morgenen og ankom til parken først på formiddagen og tilbragte det meste af dagen der, inden vi kørte videre mod Zion National Park. Vi ankom til Zion National Park sent efter at være kørt fra Grand Canyon. Det var en pudsig oplevelse at køre gennem bjergene i mørket og så næste dag se hvor smukt og dramatisk det, man havde kørt i, egentlig var. Vi boede lige uden for parken og tog turistbus ind om morgenen og gik og nød de smukke omgivelser.
Efter at have set nogle meget smukke sider af USA, var turen nået til Las Vegas.... Som da også var smuk på sin egen meget pudsige facon. Vi nød godt af luksus på vores VIP hotel på øverste etage af et casino og brugt tiden til at se på byen og dens pudsige besøgende. Efter Las Vegas gik turen over Fresno (med en enkel overnatning) til Yosemite National Park. Og igen var vi heldige. Parken åbnede efter government shutdown samme dag, som vi ankom. Der var derfor næsten ingen besøgende og vi fik et værelse i selve dalen. På 14. dagen nåede vi endelig ud til vestkysten, hvor vi boede et par dage nord for San Francisco, hvor vi bl.a. besøgte Napa og Sonoma Valley og smagte vin. Vi besøgte også en skov med 'de store træer' og så (eller forsøgte at se) Golden Gate i tågen. Vi boede i San Francisco i to dage. Vi kørte med sporvogn, gik ved havnefronten, travede af de bakkede gader og sejlede til Alcatraz. Desuden spiste vi det absolutte bedste mad på hele turen. Efter San Francisco går turen af Pacific Highway mod Los Angeles. Vi stopper for frokost i byen Monterey, for natten i Cambrien og for eftermiddagskage i Solvang dagen efter. På turen ser vi en masse søløver og skøn natur. Sidste stop på USA turen var Los Angeles. Vi boede på det lækre Beverly Hilton og oplevede bl.a. Rodeo Drive, Walk of Fame, så Hollywood skiltet og cyklede langs stranden.