Øst og Østrig 2025
Vores sommerferie i 2025 blev afholdt i september, hvor vi testede elbilen på en smuk køretur rundt i den østlige del af Europa og i Østrig.
Vi startede i Polen, hvor vi besøgte byen Wroclaw en enkel nat, inden vi kørte mod Krakow, hvor vi boede i to nætter. På vejen besøgte vi Auschwitz - en uhyggelig, men også meget tankevækkende oplevelse.
Efter Polen gik turen til Østrig, hvor vi tilbragte mest tid. Vi boede tre nætter i Wien, hvor vi bl.a. sprang ud i klassikere som wiener schnitzel og sacher torte. Herefter kørte vi sydpå til et resort, som også var en vingård. Det lå nær Neusiedler See, som vi tog på udflugt til imellem vinsmagning og SPA bad. Turen fortsatte mod vest langs Donau, hvor vi bl.a. stoppede og så borgruinen ved Dünstein, samt det store kloster i Melk. På vores syvende dag i Østrig nåede vi Salzburg, hvor vi nød den fine gamle bydel, udsigten fra Festung Hohensalzburg samt naturligvis Mozart-kugler fra den originale chokolademager Fürst. Sidste del af turen i Østrig tilbragte vi i Tyrol, hvor naturen var i centrum. Vi boede en nat i Bad Gastein, hvor vi på vejen så isgrotten i Werfen. Fra Bad Gastein gik turen til Grossglockner, hvor vi var utrolig heldig med vejret, der ellers så ud til at blive meget tåget. De sidste to dage i Tyrol - og Østrig - boede vi på det fine Kempinski nær Kitzbuhl. Her nød vi SPA, men var også på udflugt op på en bjergbane.
Hjemturen gik over Prag, hvor boede tre nætter. Også her havde vi et supert hotel - Fairmont Golden Prague - og vi må indrømme, det var et skønt helle fra den meget turist belastede by. Vi fik dog set de vigtigste højdepunkter som det jødiske kvarter, rådhuset med det astronomiske ur, Karls bro samt Prags Borg.






